Tilbage

NISSAN NAVARA ENGUARD CONCEPT: DEN ULTIMATIVE TERRÆNGÅENDE REDNINGSPICKUP MED BÆRBAR STRØMFORSYNING FRA ELBIL

  • Verdenspremiere på Navara baseret redningskøretøj i konceptudgave
  • Verdenspremiere på en prototype af bærbar batteripakke fra Nissan elbiler, som bygger videre på Nissans vision om Intelligent Mobility
  • Navara EnGuard Concept viser, at den prisbelønnede Nissan Navara er velegnet til brug under selv de mest udfordrende forhold
  • Nissans varebilsprogram omfatter et bredt udvalg af varebiler og lastbiler.

21.9.2016 – Nissan har præsenteret en helt ny bil på 2016-udgaven af biludstillingen i Hannover. Nissan Navara EnGuard Concept er en robust pickup til alle typer terræn, som er konstrueret til at fungere som livreddende redningskøretøj i nogle af verdens mest barske og ekstreme omgivelser.

Navara EnGuard Concept er baseret på Tekna-versionen af Nissan Navara Double Cab, som har vundet prisen ”International Pick-up”, og den har mange skræddersyede designelementer og opgraderede præstationer. Den er også spækket med vigtigt udstyr til nødstilfælde og katastrofehjælp. Udstyret omfatter en avanceret kameradrone, som kan flyve over et område og levere afgørende informationer om, hvilke farer redningsfolkene kan møde.

 

Som det er tilfældet med alle versioner af Nissan Navara, er Navara EnGuard Concept konstrueret til at være robust og intelligent med fremragende dynamik og en række kontrolteknologier som standardudstyr. De omfatter Nissans Around View Monitor-kamerasystem med 360 graders udsyn. 

Navara EnGuard Concept markerer også verdenspremieren på en prototype på en bærbar batteripakke, som er konstrueret og udviklet af Nissan. Den fungerer med Nissans gennemprøvede og testede batteriteknologi til elbiler, der allerede anvendes i de 100 % eldrevne modeller Nissan LEAF og e-NV200. I Navara EnGuard Concept er der integreret to bærbare batteripakker, der giver pålidelig, støjsvag og mobil strøm til drift af værktøj og maskiner, når pickuppen er på opgaver i fjerntliggende områder. 

Philippe Guerin-Boutaud, som er Corporate Vice President, Light Commercial Vehicles hos Nissan, udtalte følgende: "Nissan Navara er en robust og intelligent pickup, som vores kunder stoler på kan komme frem overalt og løse alle opgaver i deres dagligdag. Nissan Navara EnGuard Concept viser igen, hvordan vores prisbelønnede pickup er perfekt til selv det mest barske terræn og til at redde liv.” 

Han fortsatte: ”Navara EnGuard  konceptet er starten på et nyt kapitel i Nissans Intelligent Mobility vision, der viser vores dedikation til en fremtid med nul emission og nul ulykker. Vores anvendelse af en bærbar batteripakke prototype viser, hvordan Nissan i fremtiden kan integrere sin verdensberømte batteriteknologi til elbiler og sin ekspertise i nye sektorer.”  

Nissan: en førende spiller i verden inden for varebiler

Nissan er førende inden for varebiler på verdensplan med et bredt modelprogram, som omfatter pickupper, lastbiler og en lang række varebiler til alle typer virksomheder. Deriblandt den helt nye NV300, som også blev præsenteret på biludstillingen i Hannover, og den banebrydende komplet eldrevne e-NV200, som er en kompakt varebil. Modelrækken bakkes op af førsteklasses service med Nissans kundeløfte og en unik fabriksgaranti på 5 år/160.000 km*.

 

Nissans ekspertise inden for varebiler stammer fra erfaringer, der går over 80 år tilbage i tiden og har resulteret i mærkets succes ved internationale prisuddelinger. Navara er den seneste i rækken af vindere med prisen som International Pick-up.

Varebilerne spiller en vigtig rolle i Nissans vision om Intelligent Mobility, som sigter mod nul emissioner og nul trafikdræbte ved hjælp af avancerede kontrolteknologier i mærkets nuværende modeller. De bygger på Nissans teknologier til selvkørende biler.­­ Navara EnGuard Concept bringer Intelligent Mobility et skridt videre med bilens bærbare batteripakker.  

Nissan Navara EnGuard Concept: detaljerne 

Voldsomme storme, oversvømmelser, jordskælv og tsunamier – nyhedsmedierne kan jævnligt rapportere om naturkatastrofer, og det ser ud til, at de forekommer oftere og oftere. For hjælpeorganisationer over hele verden er det afgørende at have det rigtige værktøj, så de kan komme frem til de ramte og dermed redde liv. Det er afgørende at komme hurtigt og sikkert frem til katastrofeområderne. 

Nissan Navara EnGuard Concept er det perfekte værktøj til at løse den opgave. Den har gennemgået en række ændringer, som har forvandlet den almindelige Navara pickup til et livreddende mobilt redningskøretøj. Frihøjden er blevet øget med 50 mm, så bilen i endnu højere grad kan komme frem overalt. Sporvidden for og bag er blevet øget med hhv. 80 og 94 mm og er nu begge 1.620 mm, hvilket gør bilen ekstra stabil i vanskeligt terræn. De 18” alufælge, der er standardudstyr, er blevet erstattet af nye 16” fælge med imponerende 285/75/R16-offroad-dæk, som giver vejgreb i særklasse.

Den tydeligste forskel i forhold til den almindelige Navara er bilens sider, hvor der er monteret skræddersyede skærme både foran og bagpå. Mellem skærmene sidder nye formstøbte sidetrin, med en gummiliste på overfladen, som gør trinene skridsikre. På A-stolpen i førersiden er der placeret en snorkel, så luftindtaget til motoren øges, hvis bilen eksempelvis skal forcere floder. 

Nøgleordet for alle Navara-modeller er ladet, og det gælder også for Nissan Navara EnGuard Concept. Ladet er konstrueret som en mobil base for redningsarbejdere, og det er fuldt udstyret til at give livreddende hjælp i fjerntliggende områder og under vanskelige forhold. 

Bagklappen har nu en ny støbt beklædning og et højt placeret stoplys, som er flyttet fra kabinen. Når bagklappen klappes ned, ser man et lad spækket med redningsudstyr, som opbevares i to udtrækkelige bakker, så det er nemt at bruge for redningsarbejderne. Bakkerne er fremstillet af robust 2-lags glasfiber, og de kan trækkes 800 mm ud. 

Den øverste bakke er i hele bilens bredde og indeholder lette genstande som eksempelvis radiokommunikationsudstyr, kraftige lygter, ildslukker, reb, klatreudstyr, en skovl og en økse. Den nederste bakke er dybere og smallere, så den kun fylder den midterste tredjedel af ladet på Navara EnGuard Concept. I den opbevares større genstande som en iltbeholder og genoplivningsudstyr, redningsveste og afbalanceringsudstyr.

Bærbare batteripakker: ekstern strømforsyning udvider Nissans vision om Intelligent Mobility 

Ved siden af bakken på venstre og højre side af ladet er der placeret to prototyper af bærbare batteripakker. Biludstillingen i Hannover markerer verdenspremieren på denne eksperimentelle teknologi, som er et eksempel på alternativ anvendelse af Nissans elbilsbatterier. Med over 250.000 solgte Nissan elbiler på verdensplan er mærket førende inden for dette hastigt voksende segment, og derfor er Nissan  i en ideel position til at bruge sin ekspertise til at udforske nye  biltyper og nye muligheder for kunderne i fremtiden.

Når batteripakkerne er på plads i deres dock, er de konstant i opladningsfunktion, hvor de oplades ved hjælp af bilens dieselmotor, så de altid er klar til brug i nødsituationer, når det er nødvendigt. Batteripakkerne har en effekt på 2 kW og har indvendigt Nissans moduler til elbilsbatterier, og de er placeret i vandtætte aluminiumskabinetter. 

I forbindelse med redningsarbejde kan de bruges til at drive specielt skære- eller løfteudstyr, og de er specielt udviklet til at være et effektivt alternativ til en benzindrevet generator. Der er mange fordele – eksempelvis er en generator meget støjende, hvorimod de støjsvage og vibrationsfri batteripakker kan gøre det nemmere for redningsarbejderne at kommunikere og høre nødråb fra overlevende. Batteripakkerne, der ikke udleder emissioner og ikke indeholder brandbart brændstof, kan også anvendes i lukkede miljøer som eksempelvis bygninger eller grotter.

De har to indgange (til opladning) – en 220 V vekselstrømstilslutning og en tilslutning til solpaneler. De fem udgange (strømafgivelse) er to 220 V vekselstrømstik og tre USB-tilslutninger. De bærbare batteripakker har afrundede kanter, så de er nemme at bære. 

Som et led i visionen om Intelligent Mobility forsker Nissan i, hvordan mærkets banebrydende batteriteknologi til elbiler kan integreres yderligere i samfundet. Disse prototyper på batteripakker er et reelt eksempel på, hvordan teknologien kan overføres til nye sektorer og udgøre grønne og mere bæredygtige strømforsyningsløsninger.

Intelligent mobilitet, som blev annonceret tidligere i 2016, er retningslinjen for Nissans produktevolution og vil danne baggrund for vigtige beslutninger i koncernen vedr. drivmidler til bilerne, hvordan bilerne køres, og hvordan bilerne integreres i samfundet – alt sammen med fokus på at skabe endnu større køreglæde. 

Højtflyvende kameradrone sender billeder til bilen 

På de øverste kanter af ladet på Navara EnGuard er der motoriserede pop-op-opbevaringsløsninger. I førersiden er der et bærbart førstehjælpssæt til behandling af mindre skader samt en bærbar hjertestarter. I passagersiden er der en 20,5” skærm, som er beregnet til at livestreame optagelserne fra dronen. 

Dronen er en DJI Phantom 4, en topmoderne drone med en maksimal flyvehøjde på 6.000 m. Den vejer blot 1.380 g og kan flyve op til 20 m i sekundet i næsten 30 min. Kameraet på 12,4 megapixel, som er placeret på undersiden af dronen, kan optage film og tage billeder, og det er monteret på et kardanled, så det er stabilt i tre akser. I Navara EnGuard er enheden placeret i den nederste bakke på ladet. 

I nærheden af pop-op-elementerne er der samlet fire integrerede strømudtag – to på hver side af ladet, som er skjult bag smedede aluminiumsafdækninger. På hver side af bilen er der et input- og et output-stik, og de er alle forbundet til de bærbare batteripakker, der fungerer som strømforsyning. 

Ladet har en finish med forsænkede anodiserede metalrælinger på begge sider, så der kan monteres justerbare klamper til fastgørelse af ekstra last. Rælingerne er identisk med dem, der bruges til ladet på standardversionen af Nissan Navara. To yderligere skabe er integreret i styrtbøjlerne bag C-stolperne på Navara EnGuard Concept. 

Skræddersyet udvendigt lys og et spil hjælper i redningsarbejdet 

Kabinen på Navara EnGuard Concept har en helt ny taglinje, som er 136 mm højere end på den almindelige Navara. Den har en kraftfuld 360-graders LED-belysning med blåt stoboskopudrykningslys i hvert af de fire hjørner, som er synligt fra alle vinkler. På hver af de fire sider er der hvide LED-lys, og de forreste og bageste lys kan ændres til high power-indstilling, som giver redningsarbejderne et kraftfuldt og stort lysfelt. 

Matchende blåt stroboskoplys er integreret på oversiden af alle fire skærme, i de nydesignede tågeforlygter og i de ligeledes nydesignede baglygter. Alle er udstyret med et ”hemmeligt indtil tændt”-design, så de fremtræder diskret. 

Af øvrige modifikationer kan nævnes et kraftfuldt spil, som er integreret i den nydesignede forreste kofanger, samt et reservehjul i fuld størrelse, som er placeret under ladet. Bilen er også udstyret med et anhængertræk med en maksimal anhængervægt på 3.500 kg – det samme som standardudgaven af Navara. 

Karrosseriet har fået en lysegrå lakering med fluorescerende grønne detaljer, der fremhæver de vigtigste detaljer som eksempelvis sidetrinene, hjulene, strømudtagene og krogen til spillet. Mærkater på karrosseriet med reflekterende katastrofemarkeringer nederst på alle fire døre og identifikationsnummeret 23 placeret flere steder –  også på taget. B-stolpen er i matsort, ogdørhåndtag, sidespejlskapper og rudelisterne på bilens sider har alle en finish i sort højglans.

Et farveudvalg på baggrund af bilens rolle som redningskøretøj 

Udvalget af farver blev nøje gennemtænkt under udviklingen af bilen med særlig fokus på bilens rolle som redningskøretøj, og hvordan de forskellige farver anvendes i den type organisationer. For eksempel viste Nissans undersøgelser, at fluorescerende grøn er den mest synlige farve i dagslys og den farve, som er nemmest at identificere for farveblinde personer. Placeringen af farver var også vigtig. Eksempelvis er markeringerne placeret nederst på dørene, så de så tidligt som muligt bliver ramt af lyset fra forlygterne på biler, der nærmer sig. 

Indvendigt i Nissan Navara EnGuard Concept er alle standardbilens detaljer i metallak blevet ændret til en førsteklasses sort farve. Bilen fremtræder mere funktionel, når man fjerner den dekorative finish, og det gør det nemmere for personerne i bilen at fokusere blikket på de betjeningselementer, de skal bruge for at udføre deres arbejde. Den eneste undtagelse er de indvendige dørhåndtag, der stadig har kromfinish, så de skiller sig ud fra den mørkere dørbeklædning. 

Brugen af farverne i eksisterende redningskøretøjer blev som nævnt taget i betragtning, og således er bunden i de indvendige dørlommer beklædt med fluorescerende, så de er nemme at se, og så personerne i bilen kan se, om de indeholder noget. 

De nydesignede sæder har indtræk i slidstærkt SuperFabric med et markant ”panser”-design i grøn farve og med reflekterende hvide syninger på hjørnerne, så de er nemme at se i mørke.

Kontrolteknologier inkl. Around View Monitor 

Navara EnGuard Concept er baseret på topversionen Tekna, og det betyder, at den har masser af standardudstyr, som kan være nyttigt i redningsarbejdet. Udstyret omfatter NissanConnect-navigationssystem, så man hurtigt kan finde den hurtigste rute, 2-zoners klimaanlæg og opvarmede sæder, som sikrer komforten for personerne i bilen. Men det mest nyttige er nok Nissans banebrydende Around View Monitor – et 360-graders kamerasystem, som viser et ubrudt billede i fugleperspektiv af bilen og området omkring den på skærmen i instrumentpanelet. Det er et ideelt værktøj for redningsarbejdere, som kan navigere i vanskeligt offroad-terræn uden forsinkelser, der skyldes, at de skal stå ud af bilen. 

Bilen er også blevet opgraderet mekanisk. Som alle versioner af Navara er den opbygget på et rammechassis, men Navara EnGuard Concept har en ny komplet justerbar performance-undervogn med stærke nylonbøsninger, der gør offroad-egenskaberne endnu bedre. 

Bremserne er også nye med perforerede og ventilerede 300 mm-skivebremser med fire cylindre på alle fire hjul. Motoren er uændret med Navaras topmotor, den 2,3-liters dieselmotor med dobbelt turbolader og 190 hk. Motoren er kombineret med en 7-trins automatisk gearkasse og firehjulstræk, der kan slås til og fra. Denne motor overholder den nyeste Euro 6-standard og er udstyret med et SCR-system, som reducerer udledningen af NOx-emissioner. CO2-emissionsværdien for Navara EnGuard Concept udgør 183g/km, men kan være helt ned til 159g/km i en Navara-version uden firehjulstræk med 160 hk og manuel gearkasse. 

Nissan Navara EnGuard Concept og Nissans bærbare batteripakke er udviklet af Nissan Design Europe (NDE) med base i London.